TIF Forside » Skrapbog » Award 2012

TIF fik 3 nomineringer ved AWARD 2013

Hele 3 podiepladser blev det til for Tørring Idrætsforening, da Hedensted kommune tirsdag den 5. marts afholdt den årlige uddeling af AWARD priser - iøvrigt for 6. gang.

Desværre blev ingen af de tre nomineringer fulgt op med en pris, men alene det at kvalificere sig til en en plads på scenen er en stor bedrift.

Første opkald gjaldt Mia og Lars Schreiber i kategorien "Årets træner". og i motiveringen for indstillingen hed det bl.a.: "De er ikke blot trænere i snæver forstand, men har hjertet med i mange andre sammenhænge i håndbold ungdom. De stråler altid af glæde og gåpåmod… Ingen opgaver er for store i deres øjne. De er gode til at være dialog med ældre/erfarne trænere i afdelingen omkring udfordringer i trænerrollen, og tager gerne imod den opbakning som bliver dem givet på en positiv og konstruktiv måde. De arbejder meget seriøst med trænergerningen og kommer aldrig til en træning uforberedt. Dette er medvirkende til at de er meget vellidte blandt spillerne, og der er en god kemi spillere/trænere imellem". At Mia og Lars alligevel strålede som små sole skal sikkert søges i det faktum, at de tidligere på dagen var blevet hædret og havde modtaget Nordeas "Du gør en forskel" pris, som var ledsaget af en check på kr. 10.000. Endelig skal det nævnes, at de to trænere på TIFs generalforsamling blev tildelt Nordeas vandrepokal, så det har i sandhed været en begivenhedsrig uge for de to.

Næste kategori med TIF islæt var "Årets hold", hvor Stjerneholdet var nomineret. Her lød begrundelsen: " Det er ikke et stort hold, og egentlig heller ikke noget prangende hold. Holdet er på ingen måde en medaljeaspirant på Team Danmarks observationsliste, men det er alligevel et ”stjernehold.
Det unikke ved Stjerne-holdet er, at det er et hold for børn, som har svært ved at trives i andre børns nærvær og kan have det svært socialt. Det er et hold for børn med store udfordringer og begrænsninger i hverdagen. Børn med ADHD og autisme.”


Alene det at komme på scenen har utvivlsomt været en kæmpeoplevelse for holdet og deres forældre, som er en integreret del af det fortrinlige samarbejde, som findes omkring holdet.

Det er i sagens natur en stor opgave også at skulle inkludere medlemmer med handicap eller i en vanskelig situation for en leder i en travl hverdag med mange krav, forventninger og udfordringer. - Det har det bestemt også været for de trænere og ledere i TIF, der har taget opgaven. Til gengæld har belønningen været stor og mangfoldig og vi er utrolig glade og taknemmelige for at kunne give stjernebørn mulighed for at dyrke idræt, og samtidig opleve fællesskab og trivsel i deres hverdag – vel at mærke på deres præmisser - og vi er både glade og stolte over lige netop denne nominering.

Som den tredie repræsentant for Tørring Idrætsforening var Melissa Dresler Clausen nomineret i kategorien "Årets lederspire". Om Melissa lød de i indstillingent:

" Hun tager ansvar på fuld højde med en voksen træner, hvilket er helt specielt når man tager hendes unge alder i betragtning. Som voksen kan man trygt overlade et hold i hendes varetægt. Ikke blot til træning udfører hun et stort stykke arbejde, også i kamp-/stævnesammenhænge tager hun fuldt ansvar for spillerne og den opgave hun er tildelt. - Det er sjældent man møder et ungt menneske med så stort et overskud og indblik i hvad en idrætsforening har af andre opgaver end bare lige det at være træner. I Melissa har vi et ungt menneske som formår at have flere bolde i luften på én gang. Hun er i stand til at gribe de forskellige bolde, som indeholder mange forskellige opgaver, uden at tabe dem på gulvet, men hun har også fået det ind med modermælken."

Vi gætter på, at også Melissa fik en stor oplevelse med præsentationen på scenen - ikke mindst fordi præmieoverrækkelsen i denne kategori blev foretaget af håndboldikonet Lars Christiansen. Der vari hvert fald en del misundelige kvinder ved mit bord....

Alt i alt en dejlig aften i Hornsyld Idrætscenter med stor anerkendelse til de nominerede. Herfra skal der lyde et stort tillykke.

Se alle billederne fra AWARD festen her.
 

TIF Cycling fik prisen som årets forening ved AWARD uddelingen 2012
Torsdag den 1. marts afholdt Hedensted Kommune for femte gang uddeling af AWARD. Denne gang var festen for mere end 800 frivillige i kommunen henlagt til Hedensted Centret, og ikke mindst for Tørring IF blev det en uforglemmelig aften. TIF Cycling var nomineret i kategorien "Årets Forening" og Mette Juul Hansen var nomineret i kategorien "Årets Lederspire".

Årets forening
Stor var jubelen, da TIF Cycling blev tildelt prisen som Årets Forening med denne begrundelse:
TIF Cycling blev startet for kun 4½ år siden på initiativ af Marianne Assenholt, og fik en tilfredsstillende start med 30-35 medlemmer. På trods af store lokalemæssige vanskeligheder - hvor aktiviteten som følge af opførelsen af Gudenåcenteret var henlagt til forsamlingshuset - lykkedes det at styrke og udvikle afdelingen allerede i de først leveår, og efter tilbageflytningen til centeret for snart 2 år siden har udviklingen for alvor taget fart.
 
Der udføres i et og alt et beundringsværdigt arbejde, hvilket i høj grad understøttes af disse oplysninger:
  • Fra at være centreret om en enkelt person er der nu etableret et afdelingsudvalg med 6 medlemmer, som alle trækker på samme hammel.
  • Der er uddannet en række instruktører, hvoraf 6 er aktive, og flere er på vej.
  • Medlemstallet er vokset til ca. 100 og er stadigt voksende.
  • Foruden en tip-top udrustet indoor cycling med 13 cykler er aktiviteten udvidet med outdoor cycling i sommerhalvåret.
  • Innovation og engagement præger hele afdelingen, som uafladeligt gennemfører arrangementer og events af både stor sportslig og social værdi. I flæng kan nævnes forskellige maraton cycling events, enkeltstart med 20 deltagere (alle med cykelhjelm), udflugter til f.eks. Himmelbjerget m.m..
  • I skrivende stund er afdelingen i et tæt samarbejde med Hedensted kommune i forbindelse med Giro d’Italia i 2012.
  • Afdelingen var ligeledes blandt de første til at gøre konsekvent brug af Conventus i forbindelse med bookinger m.v..

TIF Cycling er et forbilledligt eksempel på, at det kan lykkes at starte nyt og skabe vækst, selv i en tid hvor rekruttering af ledere bliver mere og mere vanskelig. Begyndervanskeligheder er overvundet i kraft af et par utrættelige ildsjæle (Marianne Assenholt og Jytte Skov Sørensen). Det er desuden et godt eksempel på det paradigmeskift som alle idrætsforeninger står over for, nemlig at kunne tilbyde tilpassede og fleksible aktiviteter for den enkelte borger, men med fastholdelse i - og af - det fællesskab, som er en af kærneværdierne i vores kommune og i Tørring Idrætsforening.

Marianne Assenholt, Jytte Skov Sørensen, Rita Hansen og Flemming S. jensen modtog prisen på foreningens vegne.

Årets Lederspire
Mer' vil ha' mer', og selvfølgelig havde vi håbet på, at også Mette Juul Hansen ville løbe med prisen som Årets Lederspire. Mette var nomineret med denne begrundelse:

Mette har siden 2004 mere eller mindre været tilknyttet Tørring Idræts Forenings gymnastik afdeling først som hjælper og de sidst år som instruktør. Hun har trænet flere forskellige hold, både i rytme- og springgymnastik, for børn og unge i forskellige aldersgrupper. Hun er drivkraften i springafdelingen.

Hun er kendetegnet ved altid at møde velforberedt til træningen, som er struktureret og der bliver stillet krav til gymnasterne, svarende til de niveauer de har. Mette er iøvrigt selv en meget dygtig gymnast.

Hun har ud over en uddannelse på efterskole, løbende deltaget i diverse kurser for at blive inspireret og dygtiggøre sig indenfor gymnastikken og skadesforebyggelse. Hun har gennem flere år båret fanen til foreningens opvisning, samt deltaget i planlægning af opvisningerne.

Mette er et positivt og glad menneske, som tør tage de udfordringer foreningslivet giver og som altid er parat til at give en hjælpende hånd til diverse arrangementer. Hun har været nissepige ved foreningens juletræsfest, hjulpet i køkkenet, serveret, dækket borde og ryddet op i forbindelse med større foreningsfester. Der ud over deltager hun meget aktivt i den årlige byfest med diverse arbejdsopgaver såsom passe æbleskivebod, sætte flagalle op og tage ned, deltagelse i optoget, både som aktiv og som fanebærer.
Så selvom opgaverne ikke nødvendigvis har direkte relation til gymnastikken, er Mette altid parat til at give en hånd med. Mette er sådan en ung pige/kvinde som alle foreninger ønsker at have blandt sine instruktører.

Hun er guld værd, for vores forening.


Desværre blev det ikke til en AWARD, men alene det at være nomineret er rigtig flot gået og Mette og alle vi andre har god grund til at være stolte over at hun nåede så langt.

Stoooort tillykke!

Klik på billedwerne herunder for st se dem i stor størrelse eller klik på nedenstående link for at se alle de festlige billeder fra en festlig aften i Hendensted Centret.

https://skydrive.live.com/?cid=65ba614929fd0165&id=65BA614929FD0165%21855#cid=65BA614929FD0165&id=65BA614929FD0165%21855
Mette Juul Hansen var nomineret og venter spændt på afgørelsen
En veloplagt borgmester, Kirsten Terkilsen, bød velkommen
Peter & De andre kopier bød på et festligt Kim Larsen repertoire
Die Herren - et dansk band med tysk navn, der spiller engelsk musik fra Irland - gav den gas så selv U2 ville have været misundelige
En tilfreds fritidskonsulent Frants Andersen
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Hvis du har brug for at kontakte os: Find relevant tlf.nr. eller mail-adresse under Bestyrelse eller Udvalg.